Kulturkapellet Aarhus søger kulturel og administrativ blæksprutte til deltidsstilling
Har du flair for administration? Har du lyst til at træde ind i en afgørende rolle for udviklingen af det unge, scenekunstneriske vækstlag i Aarhus?
Hvad er Kulturkapellet Aarhus?
Kulturkapellet Aarhus er et scenekunstnerisk vækstlagshus i den gamle kapelbygning på det tidligere Aarhus Amtssygehus. Vores hus rummer øvelokaler, mødesteder, traditioner, festivaler (Teaterbattle og Quonga), workshops og ikke mindst en scene, hvor vækstlaget kan præsentere deres forestillinger.
Vores mission er at skabe rammer, som kan inspirere, forbinde og udvikle det scenekunstneriske vækstlag. Som medlem af Kulturkapellet Aarhus, kan man bruge huset til at realisere egne projekter – uanset om man står med sin første idé, eller om man har stor erfaring i feltet. Vi udvikler løbende huset sammen med dem, der bruger det, og vi gør vores bedste for, at Kulturkapellet Aarhus kan være et sted, hvor nye stemmer, formater og fællesskaber får plads til at vokse og påvirke resten af scenekunstmiljøet.
Om stillingen
Du bliver sandsynligvis den første, som et medlem møder, når de træder ind ad døren på Kapellet, da du kommer til at have fast kontortid i huset.
Dine primære opgaver består i at…
Møde og vejlede vores medlemmer fysisk i huset, via mail og SoMe
Svare på henvendelser fra vores samarbejdspartnere, naboer og det øvrige scenekunstneriske økosystem
Opdatere hjemmeside
Udføre bogføringsopgaver
Planlægge og afvikle arrangementer i huset
Lægge dagsorden for og deltage i bestyrelsesmøder (Hver anden uge)
Derudover samarbejder du med bestyrelsen om større projekter som fundraising, rekruttering af frivillige eller udvikling af nye initiativer, som du og vi mærker, kan understøtte vores medlemmer.
Vi forestiller os at du:
Enten er under uddannelse eller nyuddannet på en uddannelse indenfor Kommunikation og Kultur eller projektledelse.
Har flair for både projektledelse og administration indenfor kunst og kultur
Vi forventer at du:
Har gåpåmod og er klar på at forme den nye stilling i samarbejde med bestyrelsen
Trives i at arbejde selvstændigt og at administrere egen tid
Har kendskab til scenekunstbranchen og/eller det scenekunstneriske vækstlag
Vi tilbyder:
En nøglefunktion i Aarhus’ eneste scenekunstneriske vækstlagshus
Høj grad af indflydelse og ansvar
Mulighed for at føre egne initiativer ud i livet
Stillingen er en fastansættelse på ca. 10-12 timer om ugen med start 1. november. Arbejdstiden er fordelt på 1-2 kontortider, samt aftener/weekender ved arrangementer i huset. Timerne er ret fleksible, og stillingen kan derfor både varetages som et studiejob eller som supplement til andet arbejde.
Hvis det lyder som noget for dig, kan du sende dit CV og ansøgning til info@kulturkapelletaarhus.dk. Skriv “Deltidsstilling” i emnefeltet.
Ansøgningsfrist er onsdag d. 30 september kl. 15:00
Samtaler afholdes i starten af oktober
Har du spørgsmål til stillingen, Kulturkapellet Aarhus eller har du brug for at komme på besøg? Kontakt forperson Caroline Glæsner Gerlach på 23 82 27 37.